Løbeskader

Løbetræning er meget udbredt i Danmark. Der løbes i skolen, i fritiden, til og fra arbejde, i forbindelse med anden sport og som sportsgrenen i sig selv. Faktisk løber op imod 1/3 af voksne danskere regelmæssigt ifølge Dansk Atletik Forbund. Der er en lang række sundhedsmæssige fordele ved at løbe regelmæssigt. Men når vi løber ofte så er der en risiko for at vi kommer til skade. Det kan ske som en akut skade eller som følge af fejlbelastning over længere tid, for eksempel pga. forkert træning.

Typiske løbeskader

De mere akut opståede skader skyldes som regel en forvridning af foden/anklen. Ligeledes kan en pludselig meget høj træningsintensitet medføre smertetilstande i muskler, sener og led som følge af overbelastning. Nogle gange fører en akut skade til et længerevarende problem. De mere kroniske problemer der ofte ses i forbindelse med løb er smerter i lænden, hoften, lysken, knæ og fodled. Ligeledes ses da ofte betændelsestilstande i akillessenen, svangsenen og/eller skinnebenet. Sjældnere skader inkluderer stressfrakturer i fødder og underben.

Undersøgelse og diagnose

En optimal behandling forudsætter at der er stillet en præcis diagnose. Uanset hvad så anbefaler vi altid en tidlig undersøgelse og evaluering af den pågældende skade. Desto tidligere en skade diagnosticeres desto bedre mulighed har vi for at tilbyde den optimale vejledning og behandling. Dette vil øge mulighederne for en bedre og hurtigere heling. Dette gælder for alle typer skader og på alle niveauer.

Behandling i akutfasen

I akutfasen anvendes princippet om POLICE (tidligere RICE). Det står for Protection (beskyttelse), Optimal Loading (optimal belastning), Ice (is), Compression (kompression) og Elevation (løft).

En stor del af behandlingen omfatter derfor vejledning og samtale. Det er vigtigt, at du som patient ved hvad du skal gøre i forskellige situationer. Det er vigtigt at undgå provokerende belastninger, træningsformen skal muligvis ændres og der kan være behov for fuld aflastning/hvile i en periode. Ligeledes vil tilbagevenden til normalt træningsniveau være afhængig af hvordan helbredelsen foregår og i hvilket tempo. Vi vil altid snakke om skovalg til typen af løbetræning og ofte vil der være behov for løbestilsanalyse, som vi i så fald anbefaler hos vores samarbejdspartnere. Desuden inkluderer den kiropraktiske behandling udover vejledning og praktiske emner ofte en række elementer af manuelle teknikker, bløddelsbehandling, muskelenergiteknikker og taping.

Kroniske løbeskader

Skulle du være uheldig at udvikle kroniske følger efter en løbeskade kan kiropraktisk behandling nogle gange bidrage til en bedring i tilstanden, øget belastningsevne og øget livskvalitet. Dette er naturligvis meget afhængig af skadens karakter og forløb. Vi anbefaler altid en konsultation mhp. vurdering af tilstanden. Det vil afgøre om vi vil kunne bidrage med relevant behandling.

Har du brug for hjælp?

Hvis du har en løbeskade og gerne vil undersøges og/eller behandles, så er du velkommen til at kontakte os på klinikken på 86181022 eller sendes en mail via vores kontaktside.

Relaterede artikler

Copyright ® Nortvig & Uhrenholt - Kiropraktor i Aarhus