Klatring/bouldering

I Danmark er tilgangen til klatresporten stigende i alle aldersgrupper.  Klatring kan foregå med eller uden reb, inde og ude. Klatring er en sport med relativt lav risiko for skader i forhold til andre sportsgrene. Selvom antallet af skader i klatring ikke er så højt, er der dog alligevel mange, der er kommer til skade i løbet af deres klatrekarriere. Det gælder særligt når niveauet stiger. Nogle klatrerelaterede skader er meget specifikke for netop klatring, og det gælder særligt fingerskader. Nedenfor kan du læse nærmere om disse skader, hvad du kan gøre hvis du erhverver dig en skade og hvordan, du kan forsøge at undgå dem.

Fingrenes ledbånd

Fingrene, særligt lange- og ringfinger, er de hyppigste områder for skader i klatresport, efterfulgt af skuldre og albuer. De mest udsatte strukturer på fingrene er de ledbånd (kaldet engelsk: anular pulley eller latin: ligamentum anularia), som har til funktion at holde bøjesenerne fast ind til knoglen når fingrene bøjes. Lidt ligesom ringene på en fiskestang, der sikrer at snøren holdes ind til stangen, selv når den bøjes af et træk fra en fisk. Der sidder 5 af disse ledbånd på hver finger se billede (fraset tommelfinger), hvoraf A4 efterfulgt af A2 hyppigst er involveret i skader. Dette skyldes det store load, der påføres disse pulleys under klatring. Belastningen er størst ved det såkaldte crimp greb, hvor yderste fingerled er hyperekstenderet (bøjet bagover), og midterste fingerled er flekteret (bøjet fremad) 100 grader.

 

Figur: Anatomisk tegning af pulley systemet

Pulley

 

Illustrationer: Crimp grebet og den faktiske placering af pulleys

Klatregreb

Skader ved klatring

Skader på pulleys kan ske ved kronisk overbelastning over længere tid, eller pludseligt indsættende ved at man f. eks mister grebet med en fod og griber faldet med hænderne. Ofte vil man kunne høre et ’pop’ idet skaden sker, og efterfølgende vil man have smerter samt evt. hævelse på fingeren svarende til der hvor pullyen sidder placeret.  Pulleyskader kan ligesom andre bløddelsskader variere i grader fra let til svær. Lige fra kronisk overbelastet pulley evt. med delvis ruptur (overrivning) til total ruptur af flere pulleys på samme finger.

De fleste skader har god prognose

Langt størstedelen af pulleyskader er af mild grad og kan behandles konservativt, dvs. uden operation, med hvile, manuel behandling, tape og genoptræning.  ”Bowstringing” er et klinisk tegn på pulleyskade, hvor senen ses udtrukket fra fingeren. Tænk igen på fiskestangen, hvor flere af ringene nu mangler – så vil snørren ikke længere være trukket ind til stangen men stå udspændt som strengen på en bue. Dette ses kun ved svære skader, hvor der som minimum er fuld overrivning A1, A2 og A3. Her vil der oftest kræves en kirurgisk vurdering og evt. operation.

Hvor lang tid tager det?

Ved lette pulleyskader tager det ca. 6 uger og hvis pulleyen er revet helt over varer det typisk omkring 6-12 uger. Behandlingen er generelt konservativ. Er det en svær skade med flere rumperede pulleys og med behov for operation, vil det vare ca. 6 måneder, før man fuldt kan vende tilbage til klatring igen.

Hvad kan jeg gøre for at forebygge skader?

  • Sørg altid for at varme op, særligt hænder og skuldre. Når du varmer op bliver dine bløddele mere smidige og elastiske og har du sværere ved pådrage dig skader.
  • I opvarmningen bør du klatre på et nemt niveau. Start klatresessionen ud med greb der er nemme at holde fast i, så belastningen i fingrene bliver mere ligeligt fordelt.
  • Vær påpasselig med crimps. Selvfølgelig skal du ikke undgå crimps, men tænkt dig om. Særligt som nybegynder.

Ny til klatring?

Ofte oplever man hurtigt at stige i niveau når man er nybegynder. Ens muskler bliver hurtigt stærkere (muskelmassen vokser indenfor uger til måneder) og bevægelserne på væggen bliver mere intuitive at udføre.  Du bliver fristet til hurtigt at stige i niveau til ruter med sværere greb såsom crimps. På dette stadie kan det være en god idé at slå bremsen lidt i. Dine muskelsener og ledbånd – såsom finger pulleys – tager længere tid end musklerne til at blive stærke. Så et godt råd til nybegynderen er have tålmodighed.

Hjælp?

Hvis du er kommet galt afsted i forbindelse med klatring og har brug for en vurdering af skaden, kan du altid tage kontakt til os for at drøfte din situation. Du er velkommen til at kontakte klinikken på 86181022.

Relaterede artikler

Copyright ® Nortvig & Uhrenholt - Kiropraktor i Aarhus