Diskusprolaps i nakken – cervikal diskusprolaps

På klinikken ser vi mange patienter med en diskusprolaps. Oftest sidder prolapsen i lænderyggen, men den kan også ses i nakken. Vi modtager en del henvisninger fra de praktiserende læger og andre samarbejdspartnere med dette problem. Der er ligeledes etableret en ordning med sygesikringen således, at der kan tilbydes mere effektive behandlingsforløb hos kiropraktoren.

Hvad er en diskusprolaps?

En diskusprolaps er en skade på en bruskskive (discus) i rygsøjlen. Idet der sker et brist i bruskskivens yderste lag kan en del af bruskskivens kernemateriale (nucleus) blive presset ud. Dette medfører blandt andet en lokal smertefuld betændelse/inflammation og risiko for afklemning af en eller flere nerver. Der er flere årsager til en diskusprolaps i nakken. Nogle gange opstår de som følge af en ulykke, for eksempel efter en påkørsel bagfra i trafikken (whiplashskade) eller efter en sportsskade. Andre gange kan der ikke findes en specifik årsag til prolapsen.

Hvorfor giver en cervikal diskusprolaps smerter?

Skaden på selve bruskskiven kan give  lokale nakkesmerter og i nogle tilfælde henførte smerter til nærtliggende områder. Et klassisk symptom på en diskusprolaps i nakken er imidlertid de udstrålende smerter til en af armene hvilket skyldes, at prolapsen presser på en nerverod der forsyner armen. Dette kaldes for rodtryk eller rodaffektion.

Hvordan opleves smerterne ved en cervikal diskusprolaps?

Når nerven klemmes giver det nervesmerter i et bestemt mønster langs den pågældende nerve. Nervesmerter er meget ubehagelige, jagende og borende og ikke til at ignorere. Desuden ophører eller nedsættes nervens funktion, hvilket kan opleves ved at følesansen i en del af armen nedsættes eller at der opleves styrketab i enkelte af armens muskler.

Skal jeg opereres hvis jeg har en cervikal diskusprolaps?

Som oftest er det ikke nødvendigt at operere en cervikal diskusprolaps. Ved svære tilfælde, fx meget kraftigt tryk på nerverne eller meget store prolapser, kan en akut operation være nødvendig. Heldigvis vil langt de fleste diskusprolapser dog kunne behandles effektivt med kiropraktisk behandling. Dette tilbyder vi som et struktureret prolapspakkeforløb i vores klinik i Aarhus.

Kan jeg få økonomisk tilskud til behandling af en cervikal diskusprolaps?

Du kan altid få tilskud til kiropraktisk behandling. Der findes et særligt overenskomstligt tilskud, som kiropraktoren kan aktivere under det strukturerede cervikale prolapspakkeforløb. Når vilkårene opfyldes, gives der forhøjet økonomisk tilskud i helt op til 6 måneders behandling under forudsætning af at de gældende protokoller for behandlingen følges. Behandlingen varer dog sjældent så længe.

Hvordan hjælper kiropraktisk behandling på en cervikal diskusprolaps?

Den kiropraktiske behandling er fokuseret på helbredelse gennem smertelindring, gradvis øget mobilitet og funktionsevne. Ved anvendelse af en række forskellige manuelle teknikker/behandlinger, vejledning omkring specifikke øvelser og daglige aktiviteter er det oftest muligt at få løst problemet. Prognosen og tidshorisonten varierer fra person til person afhængig af sværhedsgraden af diskusprolapsen og i hvilket omfang man er påvirket.

Involvering af den praktiserende læge

Når vi iværksætter en behandling under det overenskomstlige cervikale prolapspakkeforløb, så skriver vi altid en kort orientering til den praktiserende læge. Lægen er måske allerede klar over tilstanden, fx hvis man som patient er henvist derfra. Vi har erfaring med, at den praktiserende læge er meget glad for informationen. Ligeledes vil vi ved afslutningen af behandlingsforløbet igen skrive til læge for at oplyse om resultat.

Kommer jeg nogensinde til at kunne fungere normalt igen?

Det er helt naturligt, at man i den akutte fase af en cervikal diskusprolaps tvivler på om man nogensinde kommer til at kunne fungere normalt igen. Vores erfaring er, at de fleste patienter med et godt behandlingsforløb kommer sig helt eller næsten helt uden senfølger.

Gode råd – førstehjælp til en akut cervikal diskusprolaps!

For de fleste med en akut cervikal diskusprolaps gælder disse råd om førstehjælp.

  • Søg snarest hjælp/vejledning hos din praktiserende læge eller kiropraktor
  • Læg is på nakken ca. 15 minutter hver 2. time (brug et viskestykke mellem is og hud)
  • Aflast nakken ved at bevæge og hvile dig hvor du har mindst ondt
  • Undgå at få hovedet ud i yderpositioner
  • Tag smertestillende medicin hvis nødvendigt

Relaterede artikler

Kiropraktor i Aarhus
1 ud af 5 tør ikke gå til kiropraktor

Du skal ikke være nervøs,
når det siger knæk!

Copyright ® Nortvig & Uhrenholt - Kiropraktor i Aarhus