Slidgigt i knæene, også kaldet knæartrose (gonartrose), er en gradvis nedbrydning af brusken i knæleddet. Tilstanden kan påvirke et eller begge knæled. Det bliver mere almindeligt med alderen og kan medføre smerter, stivhed og nedsat bevægelighed i de påvirkede knæ. Mange oplever smerter i knæet, især ved gang på trapper eller længere tids belastning.
Knæleddet er et stort og vægtbærende led, der dagligt udsættes for betydelige belastninger. Over tid kan brusken i leddet blive nedbrudt, hvilket gør ledfladerne mere ujævne hvilket kan føre til irritation i leddet og smerter. Slidgigt i knæene er ofte relateret til brug, overbelasnting gennem mange år og følger efter knæskader.
Typiske symptomer på slid i knæleddet er stivhed og smerter i og omkring knæet, nedsat bevægelighed, hævelse efter brug og nedsat fysisk belastningsevne.
Diagnosen stilles ud fra dine symptomer, en klinisk undersøgelse og en røntgenundersøgelse der stiller den endelige diagnose. Vi foretager vurdering af knæproblemer, herunder foretager vi røntgenundersøgelsen i vores klinik når der er mistanke om slidgigt i et eller begge knæ.

Behandlingen består ofte af træning, justering af belastning og aktiviteter samt eventuelt manuel behandling for at bevare bevægeligheden. Mange oplever lindring af smerterne ved disse indsatser og en langsigtet, vejledt, målrettet styrketræning af knæ- og ben/ballemuskler. Smertestillende medicin kan være nødvendig i perioder. Ved fremskreden slidgigt og betydelige gener kan en knæoperation med indsættelse af et kunstigt knæled blive relevant.
Har du spørgsmål om slidgigt i knæet eller ønsker hjælp til at håndtere dine smerter, står vi klar i vores klinik i Aarhus. Du kan kontakte os på telefon 86181022.
Hvad betyder det, når leddet “knaser” eller giver lyde?
Mange oplever knæk‑ eller gruslyde fra et led med artrose. Lydene skyldes typisk ujævn brusk, små gasbobler i ledvæsken eller ændringer i leddets mekanik. Lydene er ikke farlige i sig selv, og de fortæller ikke nødvendigvis noget om, hvor fremskreden slidgigten er.
Er smerter i knæet altid et tegn på slidgigt?
Nej. Smerter kan skyldes mange ting, fx muskelspændinger, betændelsestilstande eller andre knæproblemer der kan behandles konservativt. En kliniske undersøgelse og røntgenundersøgelse kan være nødvendig for at stille en mere præcis diagnose.
Hvorfor får jeg smerter efter hvile?
Ved slidgigt i knæet oplever mange stivhed og smerter efter hvile eller om morgenen. Når leddet begynder at bevæge sig igen, bliver ledvæsken fordelt, og stivheden aftager ofte gradvist.
Skal jeg undgå at bevæge knæene?
Nej. Knæleddet har bedst af bevægelse. Lang tids inaktivitet øger stivhed og smerter. Regelmæssig bevægelse og træning indenfor smertegrænsen hjælper med at vedligeholde bevægelighed og styrke omkring leddet.
Bliver slidgigt i knæet værre med tiden?
Ja, desværre udvikler slidgigt sig over tid med forværring af tilstanden. Med træning, bevægelse og korrekt behandling kan symptomerne dog ofte reduceres betydeligt, og mange kan leve et godt og aktivt liv trods slidgigt.
Hvornår bør jeg søge behandling?
Du bør overveje at søge hjælp, hvis du oplever længerevarende smerter, stivhed eller nedsat funktion i knæene. Tidlig rådgivning og behandling kan ofte reducere symptomer og forbedre funktionen. Det forbedrer prognosen.
Skal jeg have en operation?
Nej, langt de fleste patienter med slidgigt behandles uden operation. Konservativ behandling med træning, vejledning og eventuel manuel behandling hjælper mange. Operation overvejes først ved svær slidgigt og betydelige gener.